Politiske kulturer

Det er blevet almindeligt at betegne de vælgeradfærdsmæssige tilknytninger til partierne med betegnelserne "røde" og "blå" stater. De første er de republikanske, de blå de demokratiske. Her ses fordelingen fra valget til Repræsentanternes Hus i 2006 (midtvejsvalget), som det er fremstillet af en politolog på Princeton University. Det skifter fra valg til valg, men et gennemgående træk er, at de nordøstlige og vestlige stater (Californien og nord for) og den industrialiserede nordlige del af midtvesten, er demokratisk og de mere landlige områder i midten af landet og sydpå er republikansk. Der er en klar tendens til, at den vælgerkoalition, Barack Obama har fået fat i, gennemgående følger urbaniseringsgrad og uddannelsesniveau, samt afroamerikanere - og til en vis grad også andre minoritetsgrupper, især latinoer.
Det ser ud til, at Barack Obama stadig har problemer med Blue Collar-vælgerne, hvide arbejdervælgere. Meget vil her afhænge af Hillary Clintons optræden på Det demokratiske Partikonvent, der løber af stabelen i Denver i disse dage. Hun har haft godt fat i dette segment og kan formentlig dreje dele af segmentet efter, hvilke signaler hun giver. I modsat fald kan McCain løbe med det.

Mange politologer er inde på, at der sker en øget opsplitning i amerikansk politisk kultur og vælgeradfærd i disse år. Amerikanernes bosætningsmønster spiller en stor rolle for dette. Man har tendens til at vælge sin bolig der, hvor dem, man opfatter som sine ligesindede, bor. Det drejer sig ikke alene om de berygtede "gated communities" (aflåste boligenklaver), men også i det hele taget om at bo der, hvor de, der ligner en kulturelt, uddannelsesmæssigt og religiøst bor. Det kan føre til øget polarisering i amerikansk politik, fordi grupper, der ligner hinanden og er ideologisk homogene vil være tilbøjelige til at understrege forskellighederne i forhold til andre grupper. Man kan f.eks. være enige med George W. Bush og the Neo-Cons i Washington, eller man kan være stærkt uenige med dem.
Globaliseringen og det moderne liv har skubbet på denne udvikling. Globaliseringen af økonomien favoriserer specifikke kvalifikationer og kulturer og marginaliserer andre. De øgede muligheder for individuelle valg giver muligheder for at bygge partikulære identiteter og livshistorier. Man abonnerer på bestemte TV-kanaler. Man holder en bestemt avis - hvis man overhovedet læser avis. Man besøger bestemte internetsider og chatfora. Valg af partner og job kan via Internettet tilpasses det individuelle CV. Der er forskel på, hvilken profil man lægger ind på conservativedates.com og på democraticsingles.net. Det politiske valg forstærker disse veldefinerede gruppeidentiteter.

John McCain forsøger via sin "straight talk express" ("lad os nu sige tingene lige ud") at tale til et gennemsnit af mainstream konservative i Amerika. Barack Obama har beskrevet sig selv som en "blank slate", en renvasket tavle, som der kan skrives på. Ud over at udtrykke stærk vilje til "håb" og "forandring" tales der meget lidt specifikt om enkeltemner. Det kan derved være svært at finde ud af, hvad han egentlig mener om mange politiske emner, og hvad det konkrete program er. Men pointen er netop, at på basis af den politiske individualiserede kultur gælder det om at give vælgerne mulighed for at skrive det på tavlen, de gerne vil hver især. Dermed kan man imødekomme flest mulig af de livsstilsvælgende og livshistoriefortællende vælgere.
Der er en demokratisk politiker, der har kaldt Obama en "menneskelig Rorschach test", og det rammer nok ret præcist, hvad det drejer sig om. Med sin betydelige charisma og oratoriske evner har han stillet sig op i den mediemæssie offentlighed med budskaber, der er meget lidt konkrete, men som alligevel postulerer et konfust budskab om "forandring". Så kan enhver komme med sine drømme og forhåbninger og projicere dem ind i troldspejlet. Hellere forsøge at blive præsident på denne måde end ved via mere konkrete budskaber at risikere at antagonisere mulige vælgere.

Der er sket en del med den politiske kultur, siden Bob Dylan sang følgende i midten af 60'erne:

Now, I'm liberal, but to a degree
I want ev'rybody to be free
But if you think that I'll let Barry Goldwater
Move in next door and marry my daughter
You must think I'm crazy!
I wouldn't let him do it for all the farms in Cuba.

"liberal" skal som bekendt nærmest oversættes ved "venstreorienteret". Barry Goldwater var en konservativ republikaner, der stillede op imod Lyndon B. Johnson, demokrat, i 1964, og det førte til en af de største sejre for det blå Amerika nogensinde. Det var bl.a. traditionel fordelingspolitik, det drejede sig om. LBJ's velfærdspolitik ("The Great Society") over for minimalstat, konservatisme og lave skatter.

I det kommende valg spiller den stærkt forøgede ulighed i indkomst- og formuefordelingen også en rolle. McCains 7 huse, eller specielt vel at han ikke kunne huske, hvor mange han har, kan nok vække forargelse hos en del vælgere. Men spørgsmålet er, hvor mange stemmer det kan flytte? Troen på den "amerikanske drøm", mulighedernes samfund, er, på trods af en elite, der lukker sig mere og mere, levende hos mange amerikanere og lukker af for troen på "klassekamp". Når det lykkedes McCain at nå op på siden af Obama i meningsmålingerne i midten af august, hænger det formentlig sammen med krigen i Georgien. I den situation foretrækker mange vælgere tilsyneladende den erfarne politiker og tidligere soldat frem for det unge afroamerikanske brushoved.

Obamanomics - hvad er det?

The New York Times har den 23.8. en længere artikel om den demokratiske præsidentkandidat Barack Obamas økonomiske politik (Obamanomics). Avisen har ikke let ved at indkredse, hvori den egentlig består, og om den er venstreorienteret eller højreorienteret. Den er både det ene og det andet, og i det hele taget svært ubestemmelig.
Det ligger dog nogenlunde fast, at Obama vil beskatte de højeste indtægter mere og fordele mere ud til middelklasse og lavere lønnede.
Avisen mener, det drejer sig om debatten mellem "de to Bobs", Robert Reich, der var arbejdsminister under Clinton og Bob Rubin, tidligere Goldman Sachs investeringsbankdirektør
, der blev rådgiver i Det hvide Hus. Den første repræsenterede den mere venstreorienterede linje under Clinton.
Reich gik således ind for statslige investeringer ("Big Government") i veje, broer, uddannelse, erhvervspolitik, efteruddannelse og lign. for at stimulere økonomien.
Den anden Bob, gulddrengen fra Goldman Sachs, gik ind for, at man primært skulle sørge for ligevægt på statsbudgettet. Det ville føre til et lavere udbud af statsobligationer. Kursen på disse ville hermed - alt andet lige - stige. Herved ville man kunne holde en lavere rente, og det ville alt andet lige kunne stimulere investeringer og en sund økonomisk vækst. Det var altså en lidt mere konservativ økononisk linje. Clinton valgte det andet alternativ, mener New York Times skribenten.
Obama står imellem disse to alternative syn på den økonomiske politik. - I hvert fald har han studeret debatten. Det er én mulig fortolkning af de økonomiske konsekvenser af en Obama præsidentperiode, at der foretages et valg imellem de to alternativer.
En anden mulighed er, at den megen snak om håb og forandring tages alvorligt, og der lægges op til en slags Rooseveltsk New Deal. Det er noget, mange mener, USA ville have godt af i den nuværende situation. Den vildtvoksende finanssektor har afsløret et behov for større statslig regulering af erhvervslivet, noget, Obama også har gjort sig til talsmand for. Og den øgede indkomstulighed kalder også på behovet for en New Deal. New York Times noterer sig f.eks., at for første gang i USA's økonomiske historie har en økonomisk fremgang, som den man har haft siden 2001, ikke ført til reallønsstigning for middelklasse og arbejderklasse. Det er noget, både Obama og hans nykårne vicepræsidentkandidat Joe Biden, ikke har været sene til at udnytte, når de f.eks. taler om den almindelige families problemer med at få pengene til at række.

Robert Reich er blevet aktiv i den økonomiske debat igen. Han har en blog, hvor han tager aktuelle politiske og økonomiske spørgsmål op.

Der er for øvrigt mange, der mener, at netop økonomien ("It's the economy, stupid"), der er Obamas store chance for at vinde valget. Man er i lidt den samme - eller endda en værre situation - end da Clinton blev vinder i starten af 90'erne. Det drejer sig igen om økonomien. Nedgangskonjunktur øger opslutningen bag den demokratiske kandidat, fordi der lægges op til en større offentlig indsats for at skabe jobs og økonomisk udjævning.