Politiske kulturer

Det er blevet almindeligt at betegne de vælgeradfærdsmæssige tilknytninger til partierne med betegnelserne "røde" og "blå" stater. De første er de republikanske, de blå de demokratiske. Her ses fordelingen fra valget til Repræsentanternes Hus i 2006 (midtvejsvalget), som det er fremstillet af en politolog på Princeton University. Det skifter fra valg til valg, men et gennemgående træk er, at de nordøstlige og vestlige stater (Californien og nord for) og den industrialiserede nordlige del af midtvesten, er demokratisk og de mere landlige områder i midten af landet og sydpå er republikansk. Der er en klar tendens til, at den vælgerkoalition, Barack Obama har fået fat i, gennemgående følger urbaniseringsgrad og uddannelsesniveau, samt afroamerikanere - og til en vis grad også andre minoritetsgrupper, især latinoer.
Det ser ud til, at Barack Obama stadig har problemer med Blue Collar-vælgerne, hvide arbejdervælgere. Meget vil her afhænge af Hillary Clintons optræden på Det demokratiske Partikonvent, der løber af stabelen i Denver i disse dage. Hun har haft godt fat i dette segment og kan formentlig dreje dele af segmentet efter, hvilke signaler hun giver. I modsat fald kan McCain løbe med det.

Mange politologer er inde på, at der sker en øget opsplitning i amerikansk politisk kultur og vælgeradfærd i disse år. Amerikanernes bosætningsmønster spiller en stor rolle for dette. Man har tendens til at vælge sin bolig der, hvor dem, man opfatter som sine ligesindede, bor. Det drejer sig ikke alene om de berygtede "gated communities" (aflåste boligenklaver), men også i det hele taget om at bo der, hvor de, der ligner en kulturelt, uddannelsesmæssigt og religiøst bor. Det kan føre til øget polarisering i amerikansk politik, fordi grupper, der ligner hinanden og er ideologisk homogene vil være tilbøjelige til at understrege forskellighederne i forhold til andre grupper. Man kan f.eks. være enige med George W. Bush og the Neo-Cons i Washington, eller man kan være stærkt uenige med dem.
Globaliseringen og det moderne liv har skubbet på denne udvikling. Globaliseringen af økonomien favoriserer specifikke kvalifikationer og kulturer og marginaliserer andre. De øgede muligheder for individuelle valg giver muligheder for at bygge partikulære identiteter og livshistorier. Man abonnerer på bestemte TV-kanaler. Man holder en bestemt avis - hvis man overhovedet læser avis. Man besøger bestemte internetsider og chatfora. Valg af partner og job kan via Internettet tilpasses det individuelle CV. Der er forskel på, hvilken profil man lægger ind på conservativedates.com og på democraticsingles.net. Det politiske valg forstærker disse veldefinerede gruppeidentiteter.

John McCain forsøger via sin "straight talk express" ("lad os nu sige tingene lige ud") at tale til et gennemsnit af mainstream konservative i Amerika. Barack Obama har beskrevet sig selv som en "blank slate", en renvasket tavle, som der kan skrives på. Ud over at udtrykke stærk vilje til "håb" og "forandring" tales der meget lidt specifikt om enkeltemner. Det kan derved være svært at finde ud af, hvad han egentlig mener om mange politiske emner, og hvad det konkrete program er. Men pointen er netop, at på basis af den politiske individualiserede kultur gælder det om at give vælgerne mulighed for at skrive det på tavlen, de gerne vil hver især. Dermed kan man imødekomme flest mulig af de livsstilsvælgende og livshistoriefortællende vælgere.
Der er en demokratisk politiker, der har kaldt Obama en "menneskelig Rorschach test", og det rammer nok ret præcist, hvad det drejer sig om. Med sin betydelige charisma og oratoriske evner har han stillet sig op i den mediemæssie offentlighed med budskaber, der er meget lidt konkrete, men som alligevel postulerer et konfust budskab om "forandring". Så kan enhver komme med sine drømme og forhåbninger og projicere dem ind i troldspejlet. Hellere forsøge at blive præsident på denne måde end ved via mere konkrete budskaber at risikere at antagonisere mulige vælgere.

Der er sket en del med den politiske kultur, siden Bob Dylan sang følgende i midten af 60'erne:

Now, I'm liberal, but to a degree
I want ev'rybody to be free
But if you think that I'll let Barry Goldwater
Move in next door and marry my daughter
You must think I'm crazy!
I wouldn't let him do it for all the farms in Cuba.

"liberal" skal som bekendt nærmest oversættes ved "venstreorienteret". Barry Goldwater var en konservativ republikaner, der stillede op imod Lyndon B. Johnson, demokrat, i 1964, og det førte til en af de største sejre for det blå Amerika nogensinde. Det var bl.a. traditionel fordelingspolitik, det drejede sig om. LBJ's velfærdspolitik ("The Great Society") over for minimalstat, konservatisme og lave skatter.

I det kommende valg spiller den stærkt forøgede ulighed i indkomst- og formuefordelingen også en rolle. McCains 7 huse, eller specielt vel at han ikke kunne huske, hvor mange han har, kan nok vække forargelse hos en del vælgere. Men spørgsmålet er, hvor mange stemmer det kan flytte? Troen på den "amerikanske drøm", mulighedernes samfund, er, på trods af en elite, der lukker sig mere og mere, levende hos mange amerikanere og lukker af for troen på "klassekamp". Når det lykkedes McCain at nå op på siden af Obama i meningsmålingerne i midten af august, hænger det formentlig sammen med krigen i Georgien. I den situation foretrækker mange vælgere tilsyneladende den erfarne politiker og tidligere soldat frem for det unge afroamerikanske brushoved.